Skip til primært indhold

Ny chefjordemoder på Sygehus Lillebælt

Louise Oddershede Simsick er pr. 1. marts ansat som ny chefjordemoder på Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt.

Louise Simsick Oddershede

Louise Simsick Oddershede (Foto: Tobias Nørgaard Pedersen, Sygehus Lillebælt)

Louise Oddershede Simsick er pr. 1. marts ansat som ny chefjordemoder på Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt.

Hun kommer fra et job i samme afdeling, hvor hun siden 2022 har været vicechefjordemoder.
- Jeg er meget stolt og beæret over at have fået jobbet. Jeg har en kæmpe ansvarsfølelse i forhold til, at det nu er det mig, der skal sidde på den post, og jeg glæder mig meget til at komme i gang, siger hun.

Louise Oddershede Simsick er uddannet jordemoder fra jordemoderuddannelsen i Aalborg i 2009 og har arbejdet i 17 år på Sygehus Lillebælt. Hun har tidligere været specialjordemoder i Familieambulatoriet.
- Jeg er flasket op med at sætte ’patienten først’, hvilket giver virkelig god mening i det daglige arbejde. I hele mit arbejdsliv har jeg været i denne afdeling, der er god stemning på tværs af alle fagligheder, og det bliver dejligt at være med til at få det til at blomstre. Det er sammen, at vi skaber nogle gode, fremtidige forløb for de kommende familier, siger hun.

Som nytiltrådt chefjordemoder skal hun danne afdelingsledelse på Kvindesygdomme og Fødsler sammen med cheflæge Anne Cathrine Hoffgaard Munk og chefsygeplejerske Lotte Duelund Kragh.
- Det er motiverende at være en del af en afdelingsledelse med forskellige fagligheder, hvor vi samtidig har et stærkt, fælles afsæt i forhold til, hvad vi vil. Det er en klar styrke ved vores afdeling, forklarer hun.

Sundhedsreformen og arbejdet med at implementere den bliver ét af de områder, der blandt andet kommer til at sætte sit markante præg på hendes job i de kommende år. Det samme gør flytningen af den nuværende fødegang, som rykker én etage op på Kolding Sygehus til et område, der tidligere har huset neonatal-afsnittet, som nu er flyttet i nybyggede omgivelser på sygehuset.
- Vi står over for en stor og spændende renovering af vores fødegang. Og det indebærer noget optimering – herunder at skabe en mere tidssvarende fødegang. Vi skal i den forbindelse se på, hvordan vi er organiseret, og hvordan vi fremadrettet bedst byder vores familier velkomne, forklarer hun.

43-årige Louise Oddershede Simsick er født i Nordsjælland, men bor nu i Vejle med sin mand og deres tre børn – en pige på 14 år og to drenge på 12 og otte år. Hun bruger en stor del af fritiden på netop familien – ikke mindst børnenes fritidsaktiviteter i form af dans og fodbold - men hun går også gerne en tur med hunden, Maggie, eller en tur i haven, hvor hun blandt andet planter agurker i familiens drivhus.

Download pressefoto

Louise Oddershede Simsick (Foto: Tobias Nørgaard Pedersen, Sygehus Lillebælt)

APPFWU02V