Skip til primært indhold

Ny afdeling på Sygehus Lillebælt ansætter chefsygeplejerske

Lene Borgen Esmann er pr. 1. februar ansat som ny chefsygeplejerske på Afdeling for Nær Sundhed på Sygehus Lillebælt.

Lene Borgen Esmann

Lene Borgen Esmann (Foto: Tobias Nørgaard Pedersen, Sygehus Lillebælt)

Lene Borgen Esmann er pr. 1. februar ansat som ny chefsygeplejerske på Afdeling for Nær Sundhed på Sygehus Lillebælt.

Hun bliver sammen med cheflæge Jakob Espesen ledelsesduo i den nye afdeling, der blev etableret ved årsskiftet for at understøtte sundhedsreformens ambition om at skabe et nært, sammenhængende og lige sundhedsvæsen, der kommer tættere på borgerne.
- Jeg er kommet godt fra start i jobbet. Som leder brænder jeg for at sikre og udvikle sammenhængende og koordinerede patient- og borgerforløb med høj faglig kvalitet og tilfredshed. Samtidig er jeg optaget af sikre et trygt og inspirerende arbejdsmiljø for de ledere og medarbejdere, som udfører kerneopgaven. Derfor er dette et meget motiverende job, siger hun.

Lene Borgen Esmann kommer fra en stilling som chefsygeplejerske på Steno Diabetes Center Odense, Odense Universitetshospital, hvor hun har været de seneste fire år, og hvor hun har haft ansvar for ambulatoriedrift og strategisk udvikling af indsatser og tilbud til mennesker med diabetes. Hun har også tidligere i en årrække været leder af Sygeplejen i Kolding Kommune herunder Akutsygeplejen.

"Nær Sundhed" får den 1. januar 2027 ansvaret for sundheds- og omsorgspladser, Akutsygeplejen og den faglige ledelse af det almen medicinske tilbud for borgere i Middelfart, Kolding, Fredericia og Vejle.
- Afdelingen bliver en krumtap i den her transformation af sundhedsvæsenet, som vi skal i gang med, og som sundhedsreformen lægger op til, forklarer hun.

Lene Borgen Esmann er uddannet sygeplejerske og har tillige en master i klinisk sygepleje fra Aarhus Universitet, ligesom hun har arbejdet som klinisk sygeplejespecialist på Odense Universitetshospital og som udviklingssygeplejerske i Kolding Kommune. Nu fortsætter karrieren så på Sygehus Lillebælt.
- Der er ingen tvivl om, at Sygehus Lillebælt har et rigtig godt ry. Det er et sted, hvor man sætter patienten først og gennem mange år har oparbejdet et stærkt samarbejde med kommuner og de praktiserende læger. Det gjorde det til et attraktivt sted, hvor jeg gerne ville arbejde. Vi skal sammen være med til at sikre, at borgerne får en oplevelse af, at de bliver set som hele mennesker, og at de får deres behov opfyldt dér, hvor det giver bedst mening, siger hun.

53-årige Lene Borgen Esmann bor i Båring Vig øst for Middelfart med sin mand, der er dyrlæge. Sammen har de to voksne døtre på 24 og 22 år. Hun bruger især gerne fritiden på at være aktiv med løb, på ture i motionscentret, vinterbadning og socialt samvær med gode venner – og så er hun altid klar til at tage turen til Århus, når døtrene har tid til, at familien samles.

Download pressefotos

Lene Borgen Esmann 1 (Foto: Tobias Nørgaard Pedersen, Sygehus Lillebælt)
Lene Borgen Esmann 2 (Foto: Tobias Nørgaard Pedersen, Sygehus Lillebælt)

APPFWU02V