Skip til primært indhold

Særligt for pårørende

Information til dig som pårørende om, hvordan du bedst hjælper patienten.

Vi ønsker, at du som pårørende føler dig godt tilpas og velkommen på Sygehus Lillebælt.

Du er vigtig for den, der er indlagt, eller som har en aftale på sygehuset. Pårørende giver støtte og omsorg til patienterne, de er med til at huske informationer og stille spørgsmål. Samtidig er pårørende også vigtige kilder til information for os, når vi skal gøre det bedste for patienten – særligt med svækkede patienter. Hvad er vigtigt, hvordan klarer han/hun sig derhjemme, er der noget, vi skal være særligt opmærksomme på? Som pårørende er du den, der kender patienten bedst, og derfor er du også vigtig for os i behandling og pleje af patienten.

Pas på dig selv

Man kan også selv opleve at stå i en svær situation, når ens nærmeste er syg og har det dårligt. Man kan let føle sig alene med en stor udfordring, når en person, man måske før har lænet sig op ad, ikke kan det samme som før. Rollerne i familien eller i parforholdet kan skifte, og mange pårørende sætter egne behov til side for at hjælpe den syge. Hvis sygdommen er langvarig, kan det være en betydelig belastning.

5 gode råd til dig som pårørende

  • Spørg patienten, hvordan du kan hjælpe
  • Spørg om adgang til patientens e-boks og e-journal – det letter dialog og samarbejde med sygehuset, og er en stor hjælp for både dig og patienten
  • Vær patientens talerør, hvis det er nødvendigt
  • Tal med personalet om, hvad du kan og har mulighed for som pårørende
  • Pas på dig selv, mens du hjælper, så du ikke bliver overbelastet

5 gode råd om pårørende til dig som er patient

  • Vær åben, og fortæl om dine oplevelser, bekymringer og behov
  • Du har mulighed for at give dine nærmeste pårørende adgang til e -boks og e-journalen, hvis du ønsker det
  • Inddrag dine pårørende i sygdomsforløbet
  • Overvej at inddrage flere pårørende i dit forløb, så der er flere til at hjælpe og støtte dig
  • Pårørende kan også være en ven, en nabo, en kollega eller et fjerntboende familiemedlem

Rådene er udarbejdet af Patient- og Pårørenderådet for Kolding Sygehus.

Her har vi samlet central information til dig som pårørende. Mangler du oplysninger eller hjælp, så hold dig ikke tilbage for at spørge medarbejderne.

APPFWU01V