Fællessang, fællesskab og et tjek af lungerne
I et nyt tilbud mødes borgere fra Vestbyen i Vejle til socialt samvær, sang, fællesspisning – og et tjek af lungerne. Ved at tilbyde et lungetjek dér, hvor folk bor, kan man tidligere finde og hjælpe borgere med en uopdaget sygdom.
På stole foran indgangen til det lille lokale venter flere borgere på, at det bliver deres tur. Inde i lokalet taler to sygeplejersker fra Vejle Sygehus med en midaldrende kvinde og forklarer, hvordan hun skal lave den pusteprøve, der kan afsløre, om hendes lungefunktion er påvirket.
Øjeblikke senere begynder kvinden at trække luft ind for derefter - tre gange - at puste ud. Sidste gang skal hun puste så længe, hun overhovedet kan.
- Pust, pust, pust, pust, pust…, opmuntrer den ene af sygeplejerskerne, Nermina Hasanovic, mens kvinden puster så meget, hun kan, i et lille, hvidt plastikrør.
På en computerskærm kan de to sygeplejersker se resultatet af pusteprøven. Kvindens lungefunktion er normal, viser det sig. Imens gør en ældre mand sig klar til, at det kort tid efter bliver hans tur til at lave en pusteprøve.
- Det er godt, at man kan få den her mulighed for at få tjekket lungerne, konstaterer han.
Pølser og pusteprøver
Pusteprøven er en del af det sociale arrangement, som Sygehus Lillebælt i samarbejde med Vejle Kommune og boligforeningen AAB har inviteret til denne tirsdag aften i ét af boligforeningens fælleshuse, der ligger i Vestbyen i Vejle.
Her er små 40 borgere fra lokalområdet sammen i fire hyggelige timer, der både byder på fællesskab, fællessang, grillpølser og kartoffelsalat, men også oplæg fra de to sygeplejersker om lungesygdommene KOL og astma - og en række individuelle, frivillige sundhedstilbud. Som samtaler om rygestop og pusteprøven, der viser, om lungefunktionen er påvirket. Udover medarbejdere fra sygehuset er også fagligt personale fra både kommunen og AAB med.
- De borgere, vi har mødt, er meget positive og glade for tilbuddet om at få tjekket lungerne. Det har en stor betydning, at man kan være social og møde andre i samme livssituation, og det gør det nemmere at tage kontakt til os, fortæller Nermina Hasanovic, der er sygeplejerske på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus.
Kollegaen, Line Asbæk Højrup, oplever, at de fremmødte borgere over en bred kam ønsker at få vished om, hvorvidt lungerne er påvirkede.
- Folk er meget engagerede, de venter i kø på at komme ind i lokalet til os, de stiller gode spørgsmål til deres sygdom, og de er generelt meget interesserede, forklarer hun.
En bragende succes
Det er tredje gang, at man afholder et sådant fællesmøde, hvor deltagerne har mulighed for at få lungerne tjekket - og blive undersøgt for symptomer på astma eller KOL. Alene på dette møde denne tirsdag aften får 16 mennesker testet deres lungekapacitet, og tre af de 16 får besked om, at pusteprøven viser tegn på en mulig lungesygdom, der bør undersøges yderligere. Ved de to foregående fællesmøder fandt man sammenlagt 19 borgere, der havde en måling, som krævede yderligere undersøgelser ved egen læge.
- Det har været en bragende succes, der er kommet rigtig mange folk, og de har været meget interesserede. Og vi har også fundet en del med påvirket lungefunktion, fortæller Anders Løkke, der er professor og overlæge med speciale i lungesygdomme på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus.
Det er vigtigt tidligt at finde de borgere, der har behov for hjælp, og som måske ikke altid opsøger hjælpen i tide.
- Problemet er, at lungefunktionen bliver kronisk nedsat, som tiden går. Det påvirker samtidig det liv, man gerne vil leve. Så jo tidligere, sygdommen bliver fundet, jo længere tid kan man have så få symptomer, som muligt - og det betyder også noget for, hvor langt et liv man får. Så det er vigtigt, at lungesygdommen bliver opdaget tidligt, siger Anders Løkke.
Ydmyghed og respekt
Han fortæller, at der er flere fordele – for både borgere og sygehus – ved at mødes på denne måde i et socialt fællesskab.
- Vi viser en respekt ved at sige: ”Hvis du er ensom eller har brug for fællesskab, kan du komme her. Vi har også oplæg, der viser nogle tilbud, du måske kan have glæde af.” Og vi ved samtidig, at det kan være svært for nogle mennesker at møde sundhedsvæsenet og booke en tid ved lægen. Derfor tilbyder vi nu et tjek af lungerne dér, hvor man bor, med den ydmyghed, som det samtidig kræver af os, siger han.
Fællesmøderne sker som et led i at bringe sygehuset tættere på borgernes egen hverdag – hvilket er en central del af sundhedsreformen, der trådte i kraft ved årsskiftet.
- Det her tilbud spiller rigtigt meget ind i reformen. Det er vigtigt at engagere civilsamfundet, og vi vil gerne flytte os selv derhen, hvor borgerne er, og hvor livet leves – og til et område som Vestbyen, hvor der kan være mange med uopdaget KOL. Og de her møder tjener flere formål. Vi er med til at skabe et fællesskab, men prøver samtidig tidligt at finde borgere, som har nogle sundhedsmæssige udfordringer, der kun bliver værre med tiden, siger Anders Løkke.
Pressekontakt