Skip til primært indhold

Flere forandringer forkorter ventetiden til brokoperationer

Med en lang række små ændringer af arbejdsgangen har et operationsteam på Kolding Sygehus gjort det muligt at øge antallet af lyskebrok-operationer på én dag. Det mindsker ventetiden for patienterne.

Operationsstue

Det er en række små, men værdifulde forandringer i arbejdet på operationsstuen, der har gjort en samlet forskel.

Der har ikke været én stor ændring. Men der har været mange – rigtig mange – små forbedringer og justeringer, der tilsammen har gjort en vigtig forskel for patienterne.
- Det er mega fedt at være en del af, og det giver en stor arbejdsglæde, fordi vi ved, at forandringerne gavner patienterne, siger Janne Hestbæk, der er operationssygeplejerske på Kolding Sygehus.

De små, men positive forandringer er sket på operationsstuen på Kolding Sygehus, hvor et operationsteam gennem den senere tid har forbedret og optimeret en lang række af de arbejdsgange, der er i spil, når en patient skal opereres for lyskebrok. Det gavnlige resultat af det arbejde er, at flere patienter end tidligere – på samme dag - kan blive opereret for lyskebrok. Fra tre-fire patienter til op mod syv patienter dagligt.
- Patienterne kan på den måde komme hurtigere til operation, og dermed bliver ventetiderne kortere, fordi vi kan operere flere på én dag. Samtidig kommer patienterne også hurtigere på benene igen og er også hurtigere hjemme igen, siger Nina Egeris Svendsen, der er anæstesisygeplejerske og en del af teamet.

Inspireret af nordmænd

På Kolding Sygehus udfører man hvert år omkring 400 operationer for lyskebrok, som er en hyppig lidelse, hvor bughulen poser ud gennem en svækkelse af bugvæggen. Der er dog ventetid til den type operation, og i forsøget på at mindske ventetiderne var operationsteamet i december på en inspirationstur til den norske by Hamar. Her har det lokale sygehus optimeret arbejdsgangene og derved øget antallet af lyskebrok-operationer på samme dag.
- Det var en god inspiration. Vi så, hvad de gjorde, og vi så på, hvad vi selv gjorde og kunne forbedre, når vi står på operationsstuen. Vi kunne blandt andet se, at vi i teamet ventede for meget på hinanden undervejs i operationen – og at der var behov for, at vores forskellige, små opgaver blev flettet mere ind i hinanden, siger Malene Just Busse, der er ledende overlæge på Organkirurgi, og som ved hjælp af en robot opererer patienten for brok.

Operationshold

Det er dette operationshold, der har lavet de forskellige ændringer af arbejdsgangene. De gode råd skal nu udbredes til kollegaerne.

Den 26. marts klokken 7.45 afprøvede operationsteamet så for første gang de nye arbejdsgange på en dag, hvor seks patienter havde fået booket en tid til operation for lyskebrok. Klokken 12.50 var den sjette og sidste patient færdigopereret.
- Vi var færdige to timer før, end vi havde planlagt, så det var en meget stor succes. Det var ikke hårdere end normalt, men det krævede selvfølgelig en anderledes måde at arbejde på, fortæller Malene Just Busse.

Lægen tager over for portøren

Hendes egen rolle er et godt eksempel på én af de forandringer, der er sket. Hvor hun tidligere forlod stuen mellem operationerne for at lave andre opgaver, bliver hun nu hos teamet dagen igennem – bortset fra når hun og en kollega selv kører den nyopererede patient i en seng over til opvågningsafsnittet, hvor patienten skal komme til sig selv igen.

Herfra tager de så næste patient med tilbage. Tidligere var det praktiske ’flytte’-arbejde forbeholdt en portør, men portørerne har mange andre arbejdsopgaver på sygehuset – og derfor skulle man nogle gange vente på portøren og dermed vente på at komme videre i arbejdet.
- Vi har måske tidligere været lidt rigide i vores roller, men vi har fundet ud af, at vi skal arbejde mere parallelt og flydende. For det er let bare at sige: ”Det er ikke min opgave”. Vi har med stor stolthed taget vores mange nye roller på os. Det er sjovt, men også motiverende, fordi vi ved, at vi gør det for patienternes skyld, siger Nina Egeris Svendsen.

Mere opmærksomme på hinanden

Et andet eksempel på en lille forandring fra tidligere er, at operationssygeplejersken spritter maven, hvor indgrebet skal ske, af, mens patienten får lagt en sonde. Tidligere skete det først efterfølgende.
- Vi har ventet meget på hinanden og på den måde spildt meget tid. Det er ikke store ting, vi har lavet om, men det er rigtig mange bække små, der tilsammen har gjort en forskel, konstaterer Janne Hestbæk.

Teamet forsikrer, at patientsikkerheden – trods forandringerne – er helt i top.
- Det er næsten endnu bedre nu, fordi vi er endnu mere opmærksomme på hinanden på operationsstuen. Patienten er ikke bedøvet i længere tid end nødvendigt, så det er også positivt. Vi er mere fasttømret som team og har endnu mere øje for små detaljer i vores arbejdsgange, siger Nina Egeris Svendsen.

Den 28. maj skal syv, nye patienter opereres, og planen er, at denne type operationsdage bliver faste til efteråret. Samtidig skal teamet oplære andre kollegaer i de små, positive ændringer i arbejdsgangene.

Pressekontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU02V