Nadine vinder Margueritte-prisen 2025
Sygeplejerske Nadine Engberg Dahlstrøm fik overrakt Margueritte-prisen til lyden af et højt bifald fra 300 kollegaer, der var samlet til det årlige sygeplejesymposium i Vingsted.
Konferencecentret i Vingsted var fyldt med sygeplejerskerne fra alle grene af Sygehus Lillebælt til det årlige sygeplejesymposium. Dertil kom flere sosu’er og studerende fra UCL. Et af de faste højdepunkter er overrækkelsen af Margueritte-prisen, som i år gik til Sygeplejerske Nadine Engberg Dahlstrøm, der til daglig arbejder hos Hjerne- og Nervesygdomme på Kolding Sygehus.
Hun var nomineret sammen med Camilla Bramming Andersen og Tina Lindholm, og det blev altså Nadine, som løb med den fornemme pris blandt de tre stærke kandidater.
Nadine så det hele menneske
En kollega havde indstillet Nadine til prisen for hendes indsats, da en yngre kvinde blev indlagt med halvsidig lammelse efter en blodprop i hjernen.
Kvinden var nemlig også mor til en lille datter, der skulle til at vænne sig til en ny virkelighed, lige som hendes mand også skulle.
Nadine trådte til med både faglighed og hjerte og så det hele menneske – præcis som temaet for årets symposium handlede om. Ud over behandlingen sørgede hun eksempelvis for at bygge en lille hule over hospitalssengen, hvilket skabte en hyggelig ramme for mor/datter-tid.
Her kunne familien glemme sygdommen for en stund, og det var med til at styrke patientens psykiske helbred i en svær tid.
Glad vinder fik kram og klapsalver
- Jeg er meget, meget beæret over overhovedet at komme i betragtning til sådan en pris, og også over at blive indstillet af en kollega fra et anden afdeling, som alligevel fik øje på det, jeg gjorde, sagde Nadine kort tid efter hun havde modtaget blomster og diplom på scenen.
Som sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen sagde, havde det været svært at udpege en vinder, og derfor var der også blomster og fortjente bifald til Tina Lindholm og Camilla Bramming Andersen, som også var nomineret.
Hvert år uddeler Sygehus Lillebælt Margueritte-prisen, der bliver givet til en eller flere medarbejdere for den excellente pleje, der er noget ud over det sædvanlige.
Pressekontakt
